Den karakteristiske tørre lugt af kælder må fylde hans næsebor når han kommer til bevidsthed. Jeg kan forestille mig hvad der vil gå gennem hans hoved når han slår øjnene op. Når han fatter, hvad der skal ske med ham.
Han vil åbne øjnene og kigge rundt i lokalet. Men først efter et stykke tid. Når hans øjne har vænnet sig til lyset. Her er ikke meget at se. Ikke meget han har lyst til at se. Han vil få øje på kæderne. Kæderne om sine ankler. Om sine hænder. Om sin hals.
Så lægger han måske mærke til den manglede finger. Venstre pegefinger. Den er allerede væk. Jeg fjernede den umiddelbart efter. Skulle være sikker på, at han var helt væk. Gad vide om han vil mærke at den mangler? Hvis han ikke kan se sin hånd, ved han så at hans finger er væk?
Der burde ikke være så lang tid til, at han kommer til sig selv igen.
Jeg går over til drejebænken der i dagens anledning er dækket med en nydelig hvid dug og placeret omtrent midt i hele rummet. Nydeligt dækket. Jeg har taget det pæne porcelæn frem til dagens anledning. Jeg famler i min lomme efter min lighter. Tænder stearinlyset. Ganske pænt.
Anstrengte lyde bryder stilheden. Han er begyndt at vågne.
Et halvkvalt skrig skærer gennem betonkælderen. Nærmest truer med at ryste pudset ned fra loftet. Så kunne han sikkert godt mærke fingeren. Skriget erstattes af en jammerlig mumlen. Ikke til at holde ud at høre på, så jeg presser en sammenrullet nylonstrømpe ind i kæften på ham.
Henter kniven og strygestålet henne fra blokken. Begynder langsomt at stryge det skarpe metal. Frem og tilbage. Frem og tilbage, til kniven fremstår skarp som et barberblad.
Jeg starter med hans øre. Lyden af døve rædselsskrig fortaber sig som baggrundsstøj da jeg nærmer mig hans ansigt med bladet. Det gør sikkert ondt. Det skarpe blad slikker sig vej gennem huden. Jeg lægger ikke længere mærke til om han skriger eller ej.
Blodet slæber sig vej ned ad hans hals. Halvvejs gennem øret stopper jeg. Hans skrigeri distraherer mig. Jeg forsikrer ham om, at det også skal være til hans fornøjelse så jeg slikker forsigtigt såret rent for blod. Han skriger endnu højere end før, når min tunge trænger ind i hans øregang, eller resterne af den. Jeg kan mærke mit blod koge. Utaknemmelige satan.
I et anfald af raseri griber jeg om den sørgelige, slatne rest af hvad der øjensynligt var hans øre. Lyden af brusk der knaser og øret der forlader hovedet forplantes knap nok i min bevidsthed. Mandens skrig overdøver den.
Jeg tror efterhånden han har fattet, hvad der sker med ham. Jeg gør det klart for ham, at jeg ikke har intentioner om at slå ham ihjel. Jeg er ingen morder.
Hans tøj er gennemblødt at blodet fra hans halvt afskårne, halvt afrevne øre.
Jeg lader ham hænge lidt inden jeg går videre. Får styr på raseriet. Jeg skulle nødigt ødelægge ham. Øret var nogenlunde tilfredsstillende, men jeg kan mærke, at jeg har brug for mere. Tilfredsstillelse.
Der hæger en boremaskine på væggen. En batteridreven Black and Decker. En stor satan, med et væmmeligt bor. Et spadebor. Omkring 1,5 cm. bredt. Knæskallen er tyk. Hvis ikke lænkerne holdte ham fast ville det have været umuligt, at gøre det ordentligt. Stykker af hud og knogle flyver til højre og venstre. Det bløder ikke så meget, men nok til at sprøjte på gulvet. Benet ryster og det giver et jag da jeg når hele vejen gennem knæskallen med boret. Jeg kan køre den knusende lyd en af knoglerne splintre. Det giver et jag i mig. Føles godt.
Jeg går hen til resten af værktøjet og henter en hammer.
På vejen tilbage lægger jeg mærke til mandens øjne, fyldt med rædsel. Fyldt med smerte. Bøn.
Det kan jeg godt lide. Bider mig i underlæben og lader hammeren svinge. Første gang flyver stumper af brusk og knogle ud på min kjole. Gudskelov at den er rød, så kan blodet i det mindste ikke ses. Hammeren møder resten af knæet, og for hver gang jeg hamrer, bliver der mindre og mindre knogle tilbage at ødelægge. Hans smertensskrig er næsten forsvundet.
Jeg fortsætter min færden til, jeg næsten ikke kan mærke knæet længere. Så henter jeg saven. En ikke særligt stor, måske lidt sløv, stiksav. Jeg føler mig næsten skuffet over, hvor let benet er at fjerne. Som at save i blødt læder. Antiklimaks. Blodet flyder over det meste af gulvet, sammen med brusk, knoglestumper og noget der ligner sener.
Jeg studerer stumpen af foden. En ganske nydelig fod. Pæne tæer. Lader min tunge kærtegne spidsen af storetåen inden jeg frigører ham fra lænkerne.
Han falder sammen på gulvet. Vender ham på ryggen og løsner det sorte læderbælte. Der kan man se. Ingen underbukser. Den hvide røv byder mig ind. Henter olien. Den skal være glat. Bruger resten på foden. Spreder ballerne og betragter hullet. Ensom stjerne alene på himlen. Nærmest trygler om kærtegn.
Et øjeblik ser det næsten ud som om han bevæger sig. Sikkert bare mig.
De første to gange er det umuligt presse den ind. Der er ikke plads. Med en kniv i endetarmen udvider jeg hullet og presser den langsomt op i røven på resterne af det stykke kød der ligger på gulvet. Jeg tager tre skridt bagud og betragter synet.
Synet af det lemlæstede dyr med foden presset op i sit røvhul tænder mig. Kan mærke fugten hvor mine trusser burde være.
Min krop ryster.
Ekstase.
Tilfredsstillelse.
Skrevet af martinsalomon 
Skrevet af martinsalomon 
Skrevet af martinsalomon 